Fagområder

Gartneri

LivogJob har et stort udenomsareal, der kan sammenlignes med en park. I foråret og sommeren slår vi græs, planter blomster, klipper hæk, luger bede og meget mere. I efteråret rives bladene sammen, og vi gør klar til vinteren ved at pleje og opbevare havemøbler. Om vinteren rydder vi sne og salter glatte stiarealer.

Arbejdet indledes med et internt sikkerhedskursus. Vi lægger stor vægt på de unges viden om sikkerhed, og dette drøftes ofte både på fællesmøder med arbejdsholdene og i forbindelse med konkrete opgaver.

Arbejdsdage tilrettelægges ud fra de opgaver, som den enkelte unge finder mest interessante og relevante i forhold til deres læringsønsker.

Ernæring og hygiejne

LivogJob råder over et moderne institutionskøkken, som ledes af en økonoma og en køkkenleder. Begge er uddannede til at fungere som arbejdsledere for unge i beskyttet beskæftigelse. De tilrettelægger dagens madlavning og praktiske opgaver under hensyntagen til spisetider og de arbejdsmæssige ressourcer, der er til rådighed i køkkenet.

Ved jobstart i storkøkkenet får den unge et grundkursus i køkkenhygiejne og korrekt håndtering af fødevarer. Den unge deltager i forberedelsen af dagens varme retter og anretning af kolde retter. Derudover hjælper de med oprydning, rengøring og opvask.

Opgaverne tilrettelægges i samarbejde med de unge, så de afspejler deres ressourcer og ønsker. De unge, der arbejder i køkkenet, har også mulighed for at komme med forslag til madplaner og anretninger.

Smuk by

En særlig beskæftigelse er vores tiltag Smuk By, hvor vi i samarbejde med Stubbekøbing Handelsstandsforening sørger for at pynte byens gader med friske og velholdte blomster i sommerhalvåret.

Vi indkøber blomster og planter dem i kasser, som derefter køres ud til gaderne i midtbyen. Her sørger vi for, at blomsterne vandes ugentligt, og vi fjerner visne blade og blomster. I efteråret samler vi blomsterkasserne ind og opbevarer dem i vores drivhus.

De unge arbejder sammen i teams under ledelse af arbejdslederen om alle opgaverne.

Kontakt os

LivogJob Fonden
Hans Egedevej 5
4850 Stubbekøbing